Travis

Det er efterhånden tre et halvt år siden Travis sidst gav lyd fra sig, men nu er de her igen med ‘The Boy With No Name’, der lyder umiskendeligt af Travis. De pæne skotter går direkte efter det iørefaldende omkvæd og det er som altid med Francis Healys rørstrømske vokal i centrum. Producer er Nigel Godrich, der også drejede på knapperne på ‘The Invisible Band’ fra 2001, og selvom der er gået seks år, er lyden næsten den samme som dengang: Glasklar og strømlinet.

Popmelankolikerne fra Glasgow kan skam godt komponere søde popmelodier, og der er ingen tvivl om, at Francis Healy synger direkte fra et skrøbeligt hjerte. Men det står alligevel klart, at Travis har begået et fuldstændigt ufarligt album blottet for kant. Lyden på albummet er ren, grænsende til det sterile, og selvom man instinktivt kan nynne med på de luftige melodier, så er der intet, der hænger ved. Det bedste eksempel er førstesinglen ‘Closer’, som nok lyder pænt, men som er tæt på at være decideret intetsigende. Travis er simpelthen milevidt fra deres egne hits ‘Sing’ og ‘Why Does It Always Rain on Me’.

I det mindste er der lidt befriende tempo på ‘Selfish Jean’, der er albummets mest tilforladelige sang, og godt nok forsøger bandet at smide lidt mørke ind i det lyse univers på ‘Big Chair’, men det kan ikke ændre på, at Travis kører rundt i den samme bittersøde ring. Lige ud ad landevejen og et forløsende klimaks udebliver fuldkommen. Travis er lyden af et band, som er løbet tør for ideer.