Stafrænn Hákon

Når jeg læser, at hovedpersonen i Stafrænn Hákon, Ólafur Josephsson fra Island (landet med mest interessant musik per antal indbygger), for tiden lytter til blandt andet Godflesh, Sebadoh og Stars of the Lid, kan jeg ikke vente til at lytte til ‘Gummi’, mens jeg bebrejder mig selv over min hidtil mangelfulde viden om musikeren, som inden har udgivet fire album og flere ep’er på Island.

Det instrumentale åbningsnummer ‘Járn’ har lige præcis den lyd af havets oprørte kast mod askesorte strande og buldrende vulkandunder, som er så særegent dejligt unik i musikken fra øen i det fjerne. Ovenpå denne pragtfulde begyndelse er efterfølgende ‘Svefn’ en trættende sag, der giver dens titel (oversat ‘Søvn’) en alt for beskrivende funktion.

Med fingrene begravet i postrock, electronica og ambient er der lagt op til lange kompositioner, der gradvis udfolder sig, men desværre følger også vokalerne dette mønster, til tider blot repeterende en tekstlinie. Det er en tilgang, som kalder på usædvanligt stærke stemmer, hvorfor jeg ikke kan lade være med at fantasere om et helt instrumentalt album. Med de langstrakte numre og en spilletid på over en time sættes tålmodigheden på en prøve. Den ildevarslende stemning i ‘Kvef’ og samklangen mellem Radiohead og Gastr del Sol på ‘Rjúpa’ er det hele værd, men egentlig kunne ‘Járn’ have fortsat hele pladens længde. Det er nemlig en sang, som man vil kunne vente på til verdens ende.