John Legend – en engel i regnen
Det var tre dage tidligere end normalt. Men allerede på Roskilde Festivals egentlige førstedag, torsdag, kunne festivalgæsterne søge tiltrængt ly fra regnen i kirke. Pastoren hed John Legend – tidens største soul-håb – der ved to tidligere lejligheder har henrykket Danmark.
Med sin optræden på Arena kan han føje endnu en succesoplevelse til visitkortet. Nok engang lykkedes det soul-crooneren at charmere publikum med sin overlegne, ja, næsten himmelske vokal og sit gospel-band af et følge, der ganske enkelt skaber en sjælfyldt samhørighed.
Den følelse overskyggede heldigvis det faktum, at mandens ellers så organiske kompositioner og melodiske klange med jævne mellemrum rammes af en behagesyge, der kan gøre selv en henslængt søndag så kedelig, at man faktisk længes efter at gå til gudstjeneste.
Fremragende produktioner som ‘Heaven’ og ‘I Used to Love Her’ led således også under den flade telt-lyd, hvorimod den fandenivoldske ‘Stereo’ var med til at løfte messen, som John Legends englestemme bandt sammen. Og det var lige før, at den besnærende ‘Ordinary People’ gav os alle luft under regnfrakke-vingerne, inden vi igen gik ud i regnen.