Mit Nye Band – hypnose med odds imod sig

Det var en mindre fremtrædende rolle, Nis B og Andreas H havde fået på dette års festival med Mit Nye Band, end da de som medlemmer af Düreforsög åbnede Orange Scene i 1997. Til gengæld var det lige så interessant, at eksperimentet, der trækker på kræfter fra bands som Lake Placid, Traening og Money Your Love, var vellykket.

De skal have masser af point for at lyde anderledes end alle andre danske, såvel som udenlandske, bands. Der var referencer til Cans trancedannede krautrock-grooves, Gang Gang Dances artsy indgang til rocken og Glenn Brancas feedbacksymfonier, men Mit Nye Band er stadig unikt. Alt det er naturligvis kun en kvalitet, hvis det rent faktisk virker, men det gjorde det absolut – i alt fald musikalsk.

Desværre mistede koncerten som helhed en del i det kolde, lyse og ikke synderligt intime telt, der gav forsøget på at hypnotisere publikum svære odds. Det lykkedes til sidst, men i de rigtige omgivelser havde vi unægtelig fået en større oplevelse.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af