Prinzhorn Dance School

Der skal ikke mange syninger til at holde rock’n’roll sammen. Højst et par sting i hver ende af takten. Det er filosofien for Prinzhorn Dance School. Væk med det overflødige. Ind til det nødvendige.

Dreng/pige-duoen Tobin Prinz og Suzi Horn har efter eget udsagn indspillet debutpladen i en lade i Sussex. Uden at kunne spille, hverken halvt eller helt, slår de med britiske arbejdermanerer på hammer, ambolt og simpel strengeleg, som var de The White Stripes eller The Kills med blot én arm. De enkle riffs er sparsommeligt skrevet med mindst mulig omkostning til akkordlønnede hjælpemusikere, ganske som hvis Muddy Waters havde solgt en bluesstrofe for at få råd til isterninger i sin bourbon.

Selvom instrumenternes gentagne riffs slår gnister og trygler om at udnytte fodtøjet på det groveste, svirper duoen ikke en quickstep frem i lytteren, hvilket viser, at den seneste signing til James Murphys postpunk-udbyder, DFA, blot er et pauvert minimalrockprojekt. Undtagelsen er ‘Don’t Talk to Strangers’ og ‘Up! Up! Up!’, hvor Prinzhorns stemmeskruer og -bånd har drejet og skrålet sig til pladens bedste opsange.