The Howling Hex

Neil Hagerty skabte i 80’erne et broget helvede på jorden i Pussy Galore sammen med Jon Spencer (kendt fra sit Blues Explosion), hvis modstridige larm kunne placeres pænt fra sidelinien af datidens fetich for sofistikeret vellyd. Dette videreførtes i skraldespandsbohemerne Royal Trux i 90’erne. Vel ind i det nye årtusinde er det nu The Howling Hex, som Hagerty kaster sin kærlighed over.

Det er stadig samlingen af blues-plader hjemme hos The Rolling Stones set igennem Captain Beefhearts briller, der dikterer dagsordenen. Dog har en sumpet sydstats boogie-woogie i stil med Dr. John meldt sin ankomst. Saxofon indtager en toneangivende plads, og man kunne sagtens forestille sig The Howlig Hex som natorkester på det mest slidte, men også svedigt pumpende værtshus i ørkenen.

På plade er det kun en forførende duft af stemningen tilbage. ‘Live Wire’ er et skoleeksempel på New York Dolls’ ‘bad ass’-attitude, men en hobe numre gør sig skyldige i middelmådighed på pladen. ‘Dr. Slaughter’ bevæger sig i tomgang, indtil ‘Let Fridays Decide’ trækker håndbremsen med sit platte og unødvendige spoken word rum-trip. På de mere afdæmpede numre accelererer pladen, og med ‘Ambulance Across the Street’ og ‘The 88’ beviser Hagerty, at han stadig kan lede et band til et løssluppent højdepunkt.

For en så fremsynet kunstner som Hagerty er dette dog lidt for meget hygge-nygge til at stikke ud i mandens flotte diskografi.