Beirut

Bagmanden er amerikaner, foretagendet opkaldt efter en mellemøstlig hovedstad, musikken farvet af Balkan og sangene bærer titler som ‘Prenzlauerberg’ og ‘Postcards from Italy’.

Ja, en beskrivelse af Beiruts debutalbum fra sidste år kommer lidt for let til at tegne billedet af en eller anden postmoderne morsomhed. Det var dog hverken ironi, camp eller ostalgia, der prægede ‘Gulag Orkestar’, men derimod en sepia-tonet sødme med et let manieret anstrøg, som spinder tråde til Tom Waits’ skramlen, Rufus Wainwrights baryton og Emir Kusturicas film.

Med debuten satte Zach Condon, foretagendets purunge mastermind, et mærke i musikhistorien, og for sarte mimoser kunne sådan en bedrift have fremkaldt kreative blokader af en anden verden. Ikke her. Opfølgeren er nemlig båret af en kreativitet, der ubesværet blander forgængerens bulede messinghorn, sukkende trækorgler og østeuropæiske atmosfære med harmonikaer og melodiforløb, som lyder af Jacques Brel og fransk chanson.

Og de smægtende sange løftes fra fint til formidabelt af Condons vokal, der det ene øjeblik minder om Antony Hegarty, det næste om David Byrne og siden om førnævnte Wainwright. Det er ganske enkelt en oplevelse at lytte til ham og hans musiceren, som i glimt synes at dele ambition og inspiration med Sufjan Stevens.

Men ikke flere sammenligninger. For albummet er i dén grad sig selv og formår uden videre at gøre lytteren både let og tung om hjertet. På samme tid. Betagende.