Citay

Sammenhængskraft. Som de fleste valginteresserede vil vide, var det et ikke sjældent buzzword i den seneste valgkamp, men hvis man skulle overføre betegnelsen til den musikalske arena, ville Citays seneste udgivelse være et ganske godt udgangspunkt. Med deres både psykedeliske, meditative og pastorale lyd, skulle der i hvert fald være mulighed for at den flower-power-nostalgiske far og hans drømmende teenagersønnike kan mødes på midten på tværs af generationer.

Citay er lidt som en varmglødet sværmerisk variant af The Byrds eller Galaxie 500, men også dybe basgange, 12-strengede guitarer og analoge synthesizere i retning af Jean-Michel Jarre, melder deres behagelige ankomst i et rummeligt lydunivers, hvor de mange instrumenter kommer til deres fulde ret.

San Francisco-orkestrets andet album er på mange måder en anakronisme fra omegnen af 1970, men den kompositoriske idérigdom, de gåsedunsbløde vokalharmonier og kombinationen af elektriske og akustiske guitarer, vil stadig kunne plante smil på læberne – og blomster i håret – på et nutidigt sjælesøgende publikum. Som titlen også antyder, er der tale om et lille musikalsk kongerige, der til gengæld vokser sig større og større over otte numre.