Phosphorescent

Det er som at gå en tur i 1800-tallets sydstater. Forbi kirkerne hvor negrene synger deres spirituals og gennem de golde og tørre områder, hvor ensomheden hersker. Matthew Houck, født og opvokset i Alabama, forstår som få at fortælle sine rødders historie gennem musikken og på Phosphorescents tredje udspil, hvor Houck selv har indspillet alt, rammer han endelig guldet.

Pladens 41 minutter byder på mørk, meditativ og på samme tid storslået musik. De ofte langsommelige og dragende kompositioner har så mange lag, at det næsten bliver en for overvældende og storslået oplevelse at lytte pladen helt igennem. Fra ‘At Death, a Proclamation’ med sit underliggende, næsten elektroniske beat parret med storsvulmende klaverakkorder til ‘The Waves at Night’, som med sit klagende og sårbare udtryk, lyder som en afskedssalme til en døende, formår Houck at trykke på mange følelsesmæssige knapper.

Under samtlige skæringer mærkes livet fra de dybeste Sydstater med stemningsmæssige referencer til specielt religiøsitet, menneskeligt nærvær, stolthed og det store åbne land. Bonnie ‘Prince’ Billy, Damien Jurado og Delorean er nære musikalske slægtning, men ingen af disse kan på helt samme måde indkapsle en så dybfølt og ærlig stemning som Matthew Houck.

Afslutningsnummeret, som bærer samme titel som pladen, sætter en tyk streg under det gennemgående tema. Her er menneskelige ulvehyl, klagende korsang blandet med dyb, meditativ vokal bas og ikke mindst et sammenrend af små musikalske udtryk flettet ind i hinanden, der på flotteste vis illustrerer den harmoni og frustration, som Matthew Houck står for.