Le Loup

Den snurrige titel refererer til kunstneren James Hamptons imponerende skulptur, som i en periode på 15 år fantasifuldt blev sammensat af skrammel og genbrugsmaterialer. Om end en smule prætentiøs må man medgive, at titlen er velvalgt til Le Loups ‘assemblage’ af alt fra organiske banjoakkorder, pianoklange og valdhorn, til mere syntetiske klangflader med computerprogrammerede trommespor, distinkte keyboards og rumklangsvokaler.

Tag eksempelvis ‘Planes Like Vultures’, der begynder som et anerkendende nik til Laurie Andersons ‘O Superman’, eller ‘Canto I’, der virkningsfuldt går Sufjan Stevens’ banjomelodier i bedene, eller ikke mindst ‘We Are Gods! We Are Wolves!’ som spjættende mirakuløst og mesterligt mikser længselsfulde vokaler og håndklap med danseanimerende computerpassager. Det er lige til et 12-tal på den nye omdiskuterede karakterskala!

Selvom man kan spore legelysten fra Animal Collective (især anno 2004) og de himmelrækkende lydbølger fra Arcade Fire, er Le Loups debutalbum dog en egenartet ‘genresæbe’, som smutter mellem hænderne, når den skal kategoriseres. I lighed med de to nævnte orkestre er det imidlertid den kollektive urkraftpræstation, som binder de mange forskellige instrumenter, reallyde og polyfoniske kor sammen til en sonisk helhed med både poesi, nerve og melodisk præcision. Trods enkelte repetitioner, kunne Washingtons septet, Le Loup, derfor meget vel være et stororkester i omsvøb.