Hej Matematik!

I 70’erne var ‘Hej Matematik!’ lærebøger, der introducerede skolebørn til matematikkens vidunderlige verden på en indbydende og spændende måde. I dag er matematikken skiftet ud med musikken, og det er den, der skal introducere gruppen ‘Hej Matematik!’ på en indbydende og spændende måde. Det lykkes bare ikke rigtigt.

‘Hej Matematik’ består af Søren Rasted fra Aqua og hans 16 år yngre nevø, Nicolaj, der sammen forsøger at skildre Danmark anno nu. Centerpubben, modebranchen, utroskaben og hverdagen får alle ord og talrige keyboardflader med på vejen. Og selvtilliden fejler intet. »Opråb, nødråb, vi kan gi’ dig nyt håb« lyder det på albummets første nummer, ‘Hej Matematik!’. Man fornemmer humoren og selvironien, men ikke mere end det. Og det er et grundlæggende problem ved albummet. Teksterne bliver aldrig rigtig sjove, men de er samtidig for fjollede til at blive taget seriøst. Samtidig mangler flere af melodierne gennemslagskraft, og enkelte er direkte irriterende som “Så ka de lære det” med overgearet vokal og monoton mangel på melodi.

Musikken er inspireret af blandt andet Gnags og TV-2, og især sidstnævnte skinner klart igennem. I eksempelvis ‘Vi ka alt vi to’ har vokalen noget umiskendelig Steffen Brandt’sk over sig, mens Peter A.G. og også Danseorkesteret titter frem andre steder.

Alt er dog ikke skidt. ‘Du & jeg’ og ‘Vi burde ses noget mere’ har begge hitpotentiale som catchy, tilgængelige og ufarlige popsange. Men det redder ikke albummet fra at være en noget tam affære.

Hej Matematik!. 'Vi burde ses noget mere'. Album. Copenhagen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af