The Cure – dyster melankoli og finurlig popsødme
Med snart 30 års jubilæum for The Cures første udgivelse – singlen ‘Killing an Arab’ – og 12 regulære studiealbums i bagagen indtog Robert Smith og Co. scenen i et udsolgt Forum til tonerne af ‘Plainsong’ og et afdæmpet publikum, der på forhånd havde rustet sig til 3 timers maratonkoncert og indledningsvist sparede på kræfterne. Men bandet var fra starten indstillet på at levere en overbevisende og energisk koncert.
Dette kunne have været en turné med et helt nyt album, men albummet lader ikke til at have overvundet Smiths utilfredshed med enten sit eget materiale eller pladeselskabets behandling af samme. I stedet bestod aftenens tre timers eksistentielle katarsis af gyldne øjeblikke fra bandets bagkatalog i en farverig cocktail bestående af dyster melankoli tilsat en god portion finurlig popsødme.
Dette blev krydret på toppen med tre nye, halvfærdige sange, hvoraf en enkelt knap nok havde titel, der alligevel syntes gode nok til at blive afprøvet foran et publikum, der dog tog afdæmpet imod. Robert Smith, der selv var i topform, forsikrede spøgefuldt efter sangen kendt som ‘Please Project’ publikum om, at den nok skulle blive færdig på et tidspunkt.
The Cure er reduceret til en kvartet med trommer, bas og guitarer. Det fungerede for det meste på de guitardrevne numre med højdepunkter som ‘Push’ og ‘One Hundred Years’. Men på enkelte numre kunne man godt savne det fyldige keyboard, der nærmest var gruppens varemærke i senfirsernes storhedstid med albummet ‘Disintegration’, vis sange prægede koncertens første halvdel. Enkelte karakteristiske melodistykker manglede simpelthen i flere numre og var i stedet blevet erstattet af en tung bund leveret af trommeslager Jason Cooper og bassit Simon Gallup.
Og selv om både Smith og den snurretopspindende guitarist Porl Thompson gjorde deres bedste for at kompensere, er det ikke alle hulrum, der kan fyldes med en guitarvolumen på max. Og salen i Forum lagde pænt stemme til de ellers manglende keyboardtoner på ‘Play for Today’.
Den evige teenager Smith, der nærmest ikke er til at hive ned fra scenen, sluttede af med numre fra perioden omkring debut-lp’en ‘Three Imaginary Boys’ og med ‘Killing an Arab’ som den endelige afrunding. Det blev et brag af en afslutning på en koncert, hvor bandet formåede at holde energien til det sidste foran et publikum, der til sidst ikke havde kræfter til at bede om mere.