Rogue Wave

Tilbage i sensommeren 2007 blev Rogue Waves ‘Asleep at Heaven’s Gate’ udgivet i USA, og nu kan pladen endelig, efter lang tids venten, købes på dansk grund. Selvom albummets noget forsinkede ankomst har taget den første friskhed af værket – adskillige af numrene er allerede tilgængelige på Myspace – har det dog alligevel mestendels været ventetiden værd.

Modsat strømmen af bands, der i disse år søger mod indiescenens succesfulde pladeselskabs-fyrtårn Sub Pop, har Rogue Wave, med Zach Rogue i spidsen, taget sit nylige exit fra netop dette selskab, og bandet er med denne udgivelse signet til musikkollegaen Jack Johnsons Brushfire Records. Rogue Wave er dog stadig sit samme gamle jeg, hvilket betyder en god portion velsnedkererede poprock-sange, der både har skævhed og charme.

Albummet åbnes med ‘Harmonium’, der med sin næsten to minutter lange intro langsomt opbygger et smukt, harmonisk og drømmende univers, der intensiveres i fyldighed, som nummeret skrider frem. Bagefter følger den korte og fine ‘Like I Needed’, der mest af alt minder om en sammensmeltning af Lightning Seeds, The Shins og The Format. Også numre som ‘Chicago x 12’ og ‘Lake Michigan’, der findes i albummets begyndelse, er virkningsfulde og intense følelsesudladninger. Midtvejs fiser luften dog af ballonen, og albummets resterende sange når aldrig op på niveau, hverken lyrisk eller melodisk.

Rogue Wave. 'Asleep at Heaven's Gate'. Album. Brushfire/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af