B-52’s

»There’s a rest stop, let’s hit the g-spot«, synger B-52’s mandlige vokalist Fred Schneider et sted på det partyglade, amerikanske veteranbands første album i 16 år, ‘Funplex’. En linje der er lidt mere ufrivilligt morsom, end disse aldrende og lidt for stylede og sminkede popdukker med udsigt til mimrekort sikkert havde tænkt det. For der er altså noget komisk over, når et band i bedsteforældrealderen lyder og synger som en flok kåde teenagere.

Og sådan er det hele vejen igennem på dette intetsigende, overfladiske og fuldstændigt forfærdelige syvende album fra et band, der meget passende senest var aktuelle med kendingsmelodien til noget i bogstavelig forstand yderst stenalderagtigt, nemlig titelsangen til 1994-udgaven af tegneseriefilmen ‘The Flintstones’.

Intentionerne og ambitionerne fejler egentlig ikke noget: Man har hyret produceren Steve Osborne, manden bag New Orders vellykkede album ‘Get Ready’ fra 2001, hvilket har resulteret i netop en New Order-typisk basgang og en lidt rundere og mere poppet lyd, end tilfældet var i bandets new wave-gennembrudsfase i 80’erne. Samtidig er den ene af bandets kvindelige vokalister, Cindy Wilson, tilbage for første gang i album-sammenhæng siden 1989. Men de meget få gode momenter drukner fuldstændigt i Fred Schneiders evindelige, jammerlige råben og de ganske enkelt tåbelige tekster. Et eksempel mere? »Lick my belly, turn to jelly!«.

Ja, at pladens eneste hæderlige nummer hedder ‘Juliet Of The Spirits’ – som også bærer det tydeligste New Order-præg – er ganske rammende: Her er alt for meget overflade, krop og sexfikseret pjank og pjat, og alt for lidt indhold og åndelig udfordring. Titlen taget i betragtning må man håbe, ‘Funplex’ har været sjov at indspille for B-52’s. Men som lytter griner man desværre ad dem, ikke med dem.