Breumm

Titlen på dette debutalbum fra brødrene Breum lover mere, end den kan holde. For spild af tid er det faktisk ikke at være i selskab med de to ex-Coolsville-drenge, når de lukker op for den mørke storbypoesi.

Her fortællers historier om barndommens venskaber, finurlige møder mellem mennesker og identiteter, der er svære at få til at passe ind. Alt sammen akkompagneret af elektriske synthfigurer, der trækker fine tråde tilbage til 80’ernes rene poplyd, hvor især Depeche Mode ikke har levet forgæves.

Her er det ikke knasende og skæve spidsfindigheder, der dominerer, men poppens rene klang, der charmerer i et restløst og melankolsk univers, hvilket den gode Henrik Balling (ex-Gangway), der har siddet i producer stolen, tidligere har vist sig som glimrende eksponent for.

Jonas Breum er måske ikke verdens bedste sanger. Hans stemme ligger et eller andet sted mellem Steffen Brandt og Kenneth Thordal, uden dog helt at ramme nogle af disse og desværre også uden at ramme hjertekulen på lytteren, som de to til tider formår. Men Breumms univers er alligevel et temmelig rart og fængende bekendtskab.

De fine melodier og tekster som på ‘Ingens verden ting’ og ‘Dreng fra Vejen 87’ er med til at gøre denne plade til en lovende duodebut og ikke mindst et smukt soundtrack til den eftertænksomme storbydrømmer.