Constantines

Den amerikanske forfatter Raymond Carvers noveller befolkes af hverdagsmennesker med store uforløste problemer. Alt er tilbageholdt i den minimalistiske skrivestil. Under overfladen lurer fortvivlelse og alkoholisme. Det er samme slags skikkelser, som dukker op hos canadiske Constantines, der sætter sine sange sammen, som var det små fortællinger om menneskeskæbner fra en verden, hvor fremtidsudsigter og en holdbar kærlighedsrelation er noget diffust og uhåndgribelig.

Denne gang viser bandet sig fra en mere nedtonet side, men skulle nogle fortvivle, så er der stadig meget kværnende guitar og desperat vokal at hente. Ligesom The Hold Steady og The National trækker Constantines næring fra en klassisk amerikansk sangskrivertradition, hvor 30-års-krisen aldrig er langt væk. Bruce Springsteen er kongen i pladesamlingen, men det er The Replacements, som er heltene. Der drikkes lidt for mange øl. Kærlighedslivet er flosset.

Det er de mest furiøst drevne sange som ‘Our Age’ og ‘Brother Run Them Down’, der tager hjem stikket på dette album. De stille sange bliver let et sejt træk, der står og stamper på samme sted, selv om ‘Time Can Be Overcome’ er interessant som en sang, der vitterligt formår at stå helt stille. Det er rart med bands, som tager sig selv seriøst, men Constantines mangler humor. Lidt latter og selvdistance kunne haft en forløsende effekt på dette knudrede bitre album.

Constantines. 'Kensington Heights'. Album. Arts & Crafts/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af