Dirty Pretty Things

På Dirty Pretty Things’ opfølger til debutalbummet ‘Waterloo to Anywhere’ fra 2006 har de ikke bevæget sig langt fra udgangspunktet i fordrukken rockmusik med inspiration hentet fra den tidlige engelske punkrock. Selvom bandet virker som om, de har fundet et fastere ståsted og er blevet mere regulært band end blot Carl Barâts post-Pete Doherty projekt, så kommer de stadig til at stå i skyggen af The Libertines, fordi de bruger samme opskrift.

Bandopstillingen er tæt på et ekko af dagene som libertinere med både bandets tidligere trommeslager Gary Powell og guitaristen Anthony Rossomondo, der var stand-in for Doherty, efter han havde taget sit dramatiske exit i 2004, ligesom også numrenes opbygning lægger sig tæt op ad de libertinske gadedrengehop. For alt imens de prøver at ryste fortiden af sig, så er hele projektet netop så tæt på fortiden, at sammenligningerne bliver uundgåelige.

Selvom Barât er kendt som en mere velopdragen ballademager end sin tidligere bandkollega, så har han dog aldrig givet indtryk af at være klassens pæne dreng. Og netop derfor kunne man godt ønske sig en lille smule mere fandenivoldskhed fra Dirty Pretty Things, der på albummet har munden fuld af tomme floskler, som oftest bare kammer over og i stedet bliver til klicheer. Førstesinglen ‘Tired of England’ er ren punkrocket nationalromantik, hvor spørgsmålet »how can they be tired of England?« kører igen og igen. Og selvom man muligvis ikke kan blive træt af England, så kan man meget hurtigt blive træt af nummeret, ligesom man også hurtigt begynder at kede sig over albummets manglende kant og den råhed, der kun virker som noget, Dirty Pretty Things har iklædt sig til lejligheden.