Lou Reed – en tragisk fortælling

For 36 år siden udgav Lou Reed sit legendariske ‘Transformer’-album, der afstedkom kommerciel succes og var med til at placere ham som en af rockens stjerner. Året efter i 1973 så ‘Berlin’ dagens lys. Et album der på ingen måde fulgte op på forgængerens succes og glamrock-stil. Forargede kritikere og fans samt elendige salgstal bevirkede, at albummet blev lagt i skuffen og således aldrig opført i sin fulde længde før nu.

Angiveligt besøgte Lou Reed ikke Berlin før albummets tilblivelse – en by der men sin deling i to, manglende håb og tristesse blev et billede på albummets historie om dramaet mellem Jim og Caroline, der lever en tilværelse præget af stoffer, prostitution, vold og jalousi.

En aldrende Lou Reed, vis krop og sind bærer tydeligt præg af mange års stofmisbrug, fremførte distanceret og følelseskoldt dette stykke musikhistorie akkompagneret af 27 musikere fordelt på eminent pigekor, strygerensemble, hornsektion og eget band. Første del af fortællingen ‘Berlin’ bar præg af en reserveret Lou Reed, vis spilleglæde havde svært ved at slippe scenekanten, men som koncerten skred frem sporede man en stigende gejst.

Dramaet, albummet kredser om, var forsøgt visuelt illustreret i form af filmklip på scenens bagtæppe, som i kraft af en abrupt klipning ikke stjal opmærksomheden fra det væsentlige. Men numrenes omarrangering og improvisation bevirkede lange, seje passager, der ikke syntes at passe til albummets tragiske beretning, og ufrivilligt anede man ensformighedens tilstedeværelse. Bedst var den 66-årige newyorker, når han på sin karismatiske facon halvt sang/halvt talte sig igennem de langsomme og intense sange, der på smukkeste vis efterladte ar i sjælen.