Nas

Kontroversiel, kalkulerende og kreativ. Tillægsordene klæber sig til Nas, der har en særlig evne til at tiltrække sig opmærksomhed og få tiden til at stå stille, når han udgiver et ny album. Alle øjne (og ører) er rettet mod ham, og sådan har det været fra den mesterlige debut ‘Illmatic’ til forrige års debatskabende ‘Hip Hop Is Dead’.

Denne udgivelse er ingen undtagelse. Hypen er for længst løbet i forvejen, da rapperen oprindeligt ville kalde albummet ‘Nigger’. Men titlen blev droppet efter massivt pres og omdøbt ‘Untitled’. Men coveret er ikke til at tage fejl af: Et billede af Nas’ sorte ryg hvor piskeslag har formet et stort N.

Nas selv pisker alt andet end et provokationstogt op. Efter få numre står det klart, at dette er hans måske modigste og mest ambitiøse album. Endda med hitpotentiale. Tag bare den synth-baserede single ‘Hero’ og rimene: »Nas’ the only true rebel since the beginning, still in musical prison / still in jail for the flow, try tellin’ Bob Dylan, Bruce or Billy Joel they can’t sing what’s in their soul«.

Jo, Nas har noget på hjerte og ikke mindst den sorte befolkning i hjertet. ‘Untitled’ viser en fokuseret kunstner, som med potente rim og nøgterne beskrivelser ripper op i debatten om de farvedes anseelse og muligheder i dagens USA: »They say we Nigger / we are much more, but still we choose to ignore / the obvious / we are the slave and the master, you the question and the answer«.

Rim og flow besidder både rå nerve og tænksomhed, og der er også håb og vilje at spore i det ellers dominerende sortsyn, hvilket den afsluttende ‘Black President’ vidner om. Rytmebunden savner til tider lidt kant, og der kunne godt være skåret halvandet nummer fra. Men ‘Untitled’ er et stærkt vidnesbyrd fra en rapper, der ikke bare understreger sin position men også vigtighed.