Maps & Atlases

Alt er blevet gjort før i rockmusikken, sådan lyder en velkendt anskuelse. Og når man gang på gang hører bands, der i ren retro-rus tilbeder fortidens legender, fristes man til at underkaste sig den nedslående opfattelse. Vel og mærke indtil man støder på bands, der med melodien i højsædet tør udfordre rock-skabelonen. Tidligere i år var Pattern is Movement med deres progressive kammer-pop et sådan glædeligt bekendtskab, og nu følger Chicago-bandet Maps & Atlases trop med et ligeså fremragende men alt for kort udspil.

Kvartetten spiller math-rock, men hvor forbilleder som Don Caballero og Hella har en tendens til fortabe sig i teknisk onani, så er Maps & Atlases langt mindre pop-fjendske. Bevares, trommeslagerens træblokke-talenter og blæksprutte-arme er helt på niveau med tromme-tyfonerne Zach Hill og Jon Theodore, og guitaristernes tapping-teknik er stadig ligeså imponerende som på den nørdede debut-ep ‘Tree, Swallows, Houses’. Men nu har melodierne fået et ordentligt nyk opad og instrumenterne det rette albuerum, hvilket det fremragende afropop-inspirerede åbningsnummer ‘Witch’ beviser til perfektion.

Ep’ens helt store øjeblik er dog titelnummeret, der på besynderlig vis skaber særdeles nynne-værdige melodier på trods af sine blot fire minutter og utallige b-stykker. Og med sin dybt vedkommende og særegne vokal har sanger Dave Davison taget et ordentligt kvantespring i sin udvikling som sangskriver.

Math-rock kan være en kold og beregnende genre, men når den er bedst – som tilfældet her – er den ikke er lyden af musikalsk matematik men derimod nutidens nyskabende bud på fremtidens rockmusik. Jeg øjner et fuldlængde-mesterværk.