Glasvegas

Der er dømt rendyrket rockmytologi, når Glasvegas indtager hjemmestereoen med deres selvbetitlede debutalbum. For man skal være lidt af en historieløs skiderik, for ikke at blive påvirket af den hårdtarbejdende kvartets bestræbelser på at tilkæmpe sig en plads i toppen af britrock-hierakiet med lige dele socialrealistisk autenticitet og storladent stadionrock-potentiale.

Lydbilledet ekkoer af Jesus and Mary Chains støjrockede Phil Spector-opdateringer kombineret med inspiration fra storladne new wave-grupper som Echo & the Bunnymen og Simple Minds i deres 80’er-velmagtsdage. Mindst ligeså markant er gruppens tekstlige insisteren på, at fortælle arbejderklasse-joviale historier fra den askegrå, britiske hverdag med musikalske ‘cheer ups’ til alt fra fader-forladte sønner til kvindelige socialarbejdere.

Det starter stolt og stateligt på ‘Flowers and Football Tops’, der langsomt, men sikkert bygger op til en berusende finale – inden skotterne med tvivlsom succes inddrager tekstbider fra jazzslageren ‘You Are My Sunshine’. Til gengæld er singleforløberen ‘Geraldine’ med sin simple melodik, stormende guitarbrus og himmelstræbende ‘uh uh’-refræn som skabt til at blive sparket i fjæset på en stor stadion-crowd. Ligesom den smægtende ‘It’s My Own Cheating Heart That Makes Me Cry’ og ‘Go Square Go’ med sit opildnende kampråbsomkvæd nok skal vække glæde live.

Til gengæld trækker den uudholdelige spoken word-flovert ‘Stabbed’ og det søvndyssende afslutningsnummer ‘Ice Cream Van’ i den modsatte retning, hvorfor skotterne indtil videre må nøjes med en godkendt tommel op med håbet om en fremtidig, fuldbyrdet albumforløsning.