På meget kort tid er Jenny Lewis gået fra at være ‘hende den nuttede fra Rilo Kiley’ til indiegenrens underspillede sexsymbol. Den 14. oktober gæster hun Lille Vega med sine velturnerede alternative country-sange. Læs interview med den amerikanske sangerinde og sangskriver her.
Jenny Lewis er sød. Så sød, at jeg i hvert fald stod og beundrede hende, da hendes soloturné rundede Vega en septemberaften for to år siden. Kun halvandet år tidligere havde Lewis i al ubemærkethed indtaget scenen på selvsamme spillested sammen med bandet Rilo Kiley, der dengang turnerede med Bright Eyes. Men opvarmningsbands er der sjældent nogle, der lægger synderligt meget mærke til, uanset hvor nuttet forsangeren end måtte være.
»Det overraskede mig meget, at jeg fik så meget opmærksomhed både fra publikum og musikpressen, da ‘Rabbit Fur Coat’ (solodebut fra 2006, red.) udkom. Men jeg tror, det var fordi, jeg overhovedet ikke havde nogle forventninger til, hvordan det ville gå. Jeg vidste ikke, hvordan folk ville reagere, om de overhovedet vidste, hvem jeg var. Jeg gjorde det udelukkende af kærlighed til musikken, og albummet blev indspillet meget hurtigt«.
Albummet udkom midt i en bølge af udgivelser fra alternative amerikanske bands. Året før havde Bright Eyes fået sit længe ventede gennembrud med dobbeltudgivelsen ‘Digital Ash in a Digital Urn’ og ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’. Death Cab For Cutie, hvis forsanger, Ben Gibbard, Lewis et par år forinden havde hjulpet i indietronica-projektet The Postal Service, udgav samme år et nyt album på det internationale label Atlantic. Og pressens interesse for andre amerikanske bands som The Shins, My Morning Jacket og The Decemberists voksede også i den periode.
Langt fra Bon Jovi
Jenny Lewis kan godt mærke, at opmærksomheden omkring hende og hendes amerikanske kolleger er vokset. Hun har kendt Matt Ward, Conor Oberst og Ben Gibbard i flere år, og på en måde var ‘Rabbit Fur Coat’ som en slags familiesammenkomst, et musikalsk fætter-kusine-træf, hvor ingen rigtig tog sig af, at amerikansk indie pludselig var blevet meget mere populært, end det nogensinde havde været.
»Husk at Death Cab For Cutie ikke ligefrem blev berømte på én dag. De havde knoklet i rigtig mange år, uden at der egentlig skete noget som helst. At radioen så begyndte at spille deres sange hjalp selvfølgelig meget. Så ramte de pludselig et publikum, der ellers ikke ville have hørt deres sange. Selvfølgelig har det ændret en person som Ben Gibbard, at han pludselig kan ramme et langt større publikum og spille udsolgte koncerter i Danmark, men han er ikke ligefrem blevet til Bon Jovi«.
Siden solodebuten har Lewis haft travlt. Udover 2007-albummet ‘Under the Blacklight’ med kumpanerne i Rilo Kiley har hun medvirket på Elvis Costellos seneste album, ‘Momofuku’, som en form for muse for den engelske sangskriver, der selv optræder på ‘Acid Tongue’, hvor gæstelisten også inkluderer Black Crowes-forsangeren Chris Robinson, Zooey Deshanel, Matt Ward og Jennys kæreste, sangeren Jonathan Rice. Det er ikke folk, der er hyret ind af pladeselskabet for at gøre pladen mere salgsvenlig.
»Når mine venner medvirker på mine plader, er det for, at jeg kan lære af dem. Jo flere mennesker jeg har arbejdet med, jo bedre er jeg selv blevet til at skrive sange. Matt Ward har lært mig meget om musikkens æstetik. Mit samarbejde med ham har været det mest lærerige, jeg nogensinde har haft. Man aner ikke, hvordan han gør det, men han skaber magi, hver gang han skriver en sang. Hvis jeg bare kunne gøre det med alle mine sange. Jeg ved, at han, Conor og Jim James arbejder på et eller andet projekt, en plade, der vist skal hedde noget i retning af ‘The Monsters of Folk’. Jeg kan ikke vente med at høre den. Jeg er sikker på, det bliver helt fantastisk«.