D-A-D

Det kan godt være, at Jesper Bintzer stadig ikke vil klippe sit hår. Men at dømme efter det seneste kapitel i D-A-D’s efterhånden mere og mere triste historie så er det vist også det eneste, som han og resten af Danmarks husorkester ikke er villige til at gå på kompromis med. For ‘Monster Philosophy’ er desværre en blodfattig, identitetsforvirret og jævnt kedelig forestilling, der stritter i alle mulige og umulige retninger.

Det ene øjeblik er man stilmæssigt tilbage i D-A-D’s cowpunk-periode a la ‘Call of the Wild’, det næste er der dybfølt voksenpop på programmet. Titelnummeret er bare jævnt sært og bør så vidt muligt forbigås i tavshed, og albummet gennemsyres som helhed af en anonymitet og karakterløshed, der gør det uendeligt svært at holde af nogen af sangene, ligegyldigt hvor velspillede de så end er.

For lige netop på det punkt er D-A-D faktisk stadig værd at lytte til. Laust Sonne viser endnu en gang, at han er en fabelagtig trommeslager, Jacob Binzers leadguitar binder ofte sangene smukt og smagfuldt sammen, og der er generelt kælet for arrangementerne. Men du kan smide lige så mange alu-fælge og hækspoilere du vil på en Lada – det er stadig en Lada. Og den sørgelige sandhed er, at skærer man ind til benet, er sangene på ‘Monster ‘Philosophy’ tyndere end Sarah Palins udenrigspolitiske erfaring. Som lytter efterlades man med indtrykket af et band, der er mætte og magelige og egentligt ikke rigtig gider længere. Og hvis ‘Monster ‘Philosophy’ virkeligt er det bedste, som D-A-D kan mønstre energi til at levere i dette herrens år 2008, hvis batterierne virkelig er så flade, kreativiteten så meget på vågeblus, så skulle de måske bare have udgivet en ‘Best of D-A-D’ her op til jul frem for at føje endnu en fesen fodnote til deres efterhånden blakkede eftermæle.