Guns N’ Roses

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at ‘Chinese Democracy’ er årtiets dårligste plade. For det ville være den perfekte kulmination på den farce-agtige skabelsesfortælling, der ligger forud for udgivelsen. Men selvom ‘Chinese Democracy’ på ingen måde er et godt album, og det til tider også bliver tåkrummende pinligt, så er det først og fremmest et album, der i al sin gråmelerede middelmådighed nok aldrig ville have fået den store opmærksomhed, hvis det ikke lige var fordi, der står Guns N’ Roses på coveret – og det navn udsteder altså løfter, som Axls blegfede røv ikke kan leve op til.

Det første problem med albummet kan opsummeres i to ord: Axl Rose. Manden har åbenbart brugt de sidste 14 år på at udvikle sig til en uhørt bizar parodi på sig selv. Han synger med en svulstig krukkethed, som man sjældent har hørt mage til, alle spor af farlighed og vildskab er forsvundet, og i stedet er vi efterladt med en mand, der lyder som 20 pund flommefed margarine garneret med to-tre pakker Grøn Cecil uden filter.

Det andet helt store problem med ‘Chinese Democracy’ er, at sangene på grund af den lange skabelsesproces har fået en meget sær, tidsløs karakter. Det er lidt som at se en computeranimeret version af et menneske – der mangler det her udefinerbare, ‘sjælen’ i mangel af bedre udtryk, som virker til at være gået tabt i Axls kontinuerlige forsøg på at opdatere Guns N’ Roses til en musikalsk samtid, der er skiftet mere end et par gange siden 1994.

Men når alt det er sagt, så er der også lyspunkter på ‘Chinese Democracy’. Musikerne bag Axl spiller generelt rigtigt fedt, og midt i al svulstigheden er der hist og her sekvenser, der virkeligt holder. Det er desværre bare et skridt eller to udover tragikomisk, at det er det bedste, der er at sige om et album, som manden har været 14 år om at gøre færdig. Stakkels lille Axl.