Waqas
Madpakken, Outlandish-tredjedelen Waqas har smurt på sin solodebut, består af en god blanding af rap, pop og r’n’b krydret med lidt soul og Bollywood. Sidstnævnte begrænses dog til førstesinglen ‘Madpakke min’, som er albummets festligt fjollede enspænder, der på ingen måde repræsenterer albummets stil og dybde.
Menuen består hovedsageligt af den sprøde r’n’b og rap, vi kender fra Outlandish og Burhan G. Der diskes nemlig ikke op med mange tunge beats, dybe baslinjer eller saftige hooklines, for det hele foregår i et fjerlet og tålmodigt tempo. Der er til gengæld masser af velsmagende, gode melodier, hvoraf flere leder tankerne hen på TV2 og Love Shop, bare med rap. Godt dansk rugbrød med kebab.
Det er netop de madder, der gør albummet interessant. For selvom Waqas og producer Mintman får blandet flere genrer godt op, hvor specielt 70’er-soullyden fungerer godt som dressing, så er det de mest poppede numre, der smager bedst. Her får Waqas’ stemme og lyrik mest plads og får lytteren til at læne sig tilbage og nyde et måltid god historiefortælling i ro og mag. Teksterne tager afsæt i Waqas’ eget liv og serveres som interessante dagligdagsbeskrivelser, der passer fint med det musikalske tema.
Waqas ved godt, at når man deler ud, skal det være til hele klassen, og albummets musikalske diversitet og mange potentielle radiohits gør da også, at der nok skal være et nummer til alle.