Mellemblond

Med benene plantet i garagerock, blues og små syretrip og næse for finurlig sproglig præcision og abstraktion lig Steppeulven Eik Skaløe og C.V. Jørgensen albumdebuterer Mellemblond med den dansksprogede ‘Ude af mine hænder’.

I spændet mellem det drevent rockende og den mere poetiske og eftertænksomme sangskrivning er der ingen tvivl om, hvor Mellemblond har den kvalitetsmæssige overvægt: Det i er de følsomme og hudløse sange, at gruppen står stærkest. De afdæmpede og stemningsfyldte ‘Jeg rør’ dig ikke mere’ og ‘Mon du’ er albummets klart bedste. Nok er Kristoffer Munck Mortensen ikke nogen gudbenådet sanger, men her lyder han som en, der kan få hjerte til at rime på smerte på en usentimental og overbevisende måde. Der er en dejlig jordbunden, men sproglig veloplagthed over linjen »Jeg drømmer mig fra forstanden / til jeg intet længere ved«.

Knap så interessante er Mellemblond, når de forsøger sig som et mindre kobbel helvedeshunde med kradsbørstige riffs eller messende grooves. Numre som ‘Paralyseret’ og især ‘Lyd over land’ er solide rocksange, men næse og mund taber man ikke.

Bandet overbeviser altså ikke 100 procent om, at symbolet på den danske sang, den unge blonde pige, over night er blevet mellemblond. Men de lovende takter findes. For mig lyder det bare som om, Mellemblond skal satse på den nedtonede sangskrivning, der ophøjer den simple melodi, og som giver plads til Munck Mortensens fine betragtninger og uforblommede kærlighedskvaler.