Six Organs of Admittance

Ben Chasny er om nogen personifikationen af de seneste års neofolk-bølge. ‘RTZ’ giver hans mange trofaste fans muligheden for at erhverve nogle af hullerne i deres SOoA-samlinger. Kun ét af de syv numre har ikke været udgivet tidligere, men resten har været vanskelige at finde, så udgivelsen er kærkommen for mange fans.

Den umiddelbare forklaring på Chasnys succes må være, at hans musik emmer af ambitioner. Sådan er det også på ‘RTZ’. Trådene trækkes tilbage til såvel den gamle New York-avantgardes kosmiske drone-eksperimenter som til forskellige etniske musikkultures spirituelle elementer og ikke mindst til Tokoma-skolen og især John Faheys ekvilibristiske guitarspil. Han går uimponeret til inspirationskilderne med en personlig og modig hybrid som resultat. Et resultat der imidlertid også præges af Chasnys begrænsninger. Hans messende vokal har ikke ingen synderlig dybte, og hans guitarspil er langt fra imponerende.

Dermed når flere af de ret lange numre at blive kedelige. Hver gang et nyt starter, har man på fornemmelsen, at nu er den der, men oftest må man omtrent halvvejs erkende, at det kun var lige ved og næsten. Her er lange passager, der fungerer glimrende, og man må hylde Chasny ambitionsniveau og hans fine arbejde med de meditative klange, men han mangler en del for at kunne lave det mesterværk, han må have i tankerne.