Telepathe

På mange måder inkarnerer Telepathe det Brooklyn, der de sidste par år har overvældet omverdenen med en kreativitet og risikovilje, man skal lede længe efter andre steder på det musikalske landkort. I stil med Gang Gang Dance, Animal Collective og Black Dice deler de det fællestræk, at ambitionen er at genfortolke knopskydende indflydelser og reformulere dem i et unikt sprog.

Derfor lyder de to piger Mellissa Livaudais og Busy Gagnes heller ikke som noget, du umiddelbart har hørt før. Deres kærlighed for excentrikere som Lil Wayne, Ying Yang Twins og Three Six Mafias syntestiske beats er tydelig. Det samme er Cocteau Twins og Slowdives drømmepop. Men det er i fortolkningen, at det nye opstår. I de små fejltrin – bevidste eller ej – at originaliteten gror frem. Det gør debuten til et underligt genkendeligt, men også fremmedartet album.

Det flyder over med sensible popmelodier, kodeintåger af synths og spinkle, susende vokaler, der overlapper hinanden i en melankolsk dialog. Under dette ligger et elektronisk skelet af finthakkede rytmer, hvilket skaber en effekt af både verdensfjern spiritualitet og kropslig tilstedeværelse. Brooklyn møder Down South. Bedst fungerer det på numre som ‘Devil’s Trident’ og ‘Drugged’, mens den sparsomme ‘Lights Go Down’ truer med at blive for banal. Men trods enkelte forbiere er der så meget potentiale tilstede på det Dave Sitek-producerede album, at det tegner lyst for newyorker-duoens særegne bud på en udfordrende og nyskabende poplyd.