King Creosote

Det er ikke hver dag, man sidder med udgivelse nr. 40 i hånden fra samme kunstner. Den ære tilfalder typisk gamle dinosaurer og ikke tynde, blege, sangskrivende mænd. Men det er ikke desto mindre tilfældet med ‘Flick the Vs’ fra skotske King Creosote. Det her er nemlig hans 40. udgivelse siden 1995!

King Creosote, som bærer det borgerlige navn Kenny Anderson, tager på dette album sine lyttere på tur i et meget personligt sangskrivningsunivers. Et univers der helt grundlæggende byder på fine små, stærke popmelodier i dejligt skramlede produktioner. I det kongelige univers fortælles både humoristiske og melankolske historier fra det vejrbidte Skotland: Om den evige kærlighed, tilværelsens store spørgsmål og provinsiel homofobi. Rent musikalsk er der ikke forfærdeligt langt til landsmændene fra Belle and Sebastian, men det gør heller ikke spor.

King Creosote synger sig igennem albummet med en sart og følsom accentklingende pibestemme. Og havde den stået alene – som så meget andet i det rumsterende og hjemmegjorte lydbillede – havde det ikke virket. Men fokuserer man på summen af elementerne og nyder præcis den effekt, der kommer, når hele gryden er i kog, så står man faktisk med et rigtigt glimrende album imellem hænderne. Og vil man have mere, så er der altså 39 lignende albums i bagkataloget, der bare venter på at blive lyttet til!

King Creosote. 'Flick the Vs'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af