Prefuse 73
Guillermo Scott Herren holder sig en lille håndfuld aliasser (Savath & Savalas, Delarosa and Asora, Piano Overlord), men det er primært som Prefuse 73, han har etableret sig som en decideret institution indenfor den elektronisk baserede instrumental-hiphop, hvor man ganske vist nikker med nakken men gør det på den abstrakte måde.
På dette sjette Prefuse 73-album har Herren dog bevæget sig mere i retning af lydtapet og væk fra boombap og bangers. ‘Everything She Touched…’ er mere indadvendt og kontemplativ end tidligere udspil, og Herren har barberet antallet af gæster ned til en enkelt, ligesom der heller ikke medvirker nogen mc’er overhovedet.
Og gennem 29 tracks og lidt under 50 minutter skiller netop ‘No Lights Still Rock’ med Dimlite sig ud med et drillende, barnligt tema, der bryder den strøm af sfærisk folktronica, tilbagetrukne flydekor og elektronisk bårne beats, som idérigt driver gennem albummet. Herren nusser om sine beats med en omsorg ikke ulig J. Dilla men er mindre sample-baseret og mindre ekspressiv end den afdøde beatmester.
Han har ofte erklæret, at han er mere interesseret i at give lytteren god musik end i at opfinde nye trends. Og ‘Everything She Touched…’ er da også snarere en videreudvikling af Herrens lydkollager end en genopfindelse. Den kommer måske under et andet pseudonym.