Blank Dogs

Blank Dogs er som den grimme, forladte, trebenede hund i kennelen. Ved første møde fremstår den bidsk og utilnærmelig, men jo mere man omgiver sig med den, desto mere udfolder der sig et væsen, der – jovist, kan bide fra sig – men som i bund og grund bare gerne vil nusses lidt bag øret og være din bedste ven.

Bag det (indtil for nyligt) tildækkede ansigt gemmer sig den unge Brooklyn-herre Mike Sniper, der de sidste to år har surfet på samme lofi-bølge som Vivian Girls, Wavves og No Age. Men Blank Dogs er helt sin egen herre – med guitar, trommemaskine og lidt spartansk synth. Dertil bider Blank Dogs sig fast i lægmusklen med en helt anden alternativ lo-fi-fortolkning af den postpunk og new wave -lyd, der de sidste par år har kendetegnet så mange bands. Så når jeg i dette tilfælde siger »Joy Division«, behøver du ikke sige »gab«.

Med en bedrøvet og forvrænget vokal og et riff, der lyder som tidlig The Cure tilsat lidt David Lynch-dystopi åbner albummet med sit stærkeste es, ‘No Compass’. En sang der sammen med garage-guldklumper som ‘Open Shut’ og ‘Tin Birds’ ikke kan skjule, at der bag lo-fi-åndens utighte guitar-klimpren og de skæve omkvæd virkelig gemmer en fortræffelig melodisnedker. Hvis hr. Sniper næste gang tør omfavne dette indre popvæsen i endnu højere grad, vil han uden tvivl ryste andet end blot undergrundens grundvold.