Interview: Balstyrko

Ane Trolle, Blæs Bukki og produceren Ormen udgør tilsammen Balstyrko, der står bag et af årets mest ventede danske debutalbum. I en tid hvor selv rockmusikken bliver mere elektronisk, har trioen lavet moderne folkemusik med inspiration fra Liva Weel, Otto Brandenburg og gamle støvede loppefund.

Hvad får man, hvis man blander sælsomme, dansksprogede viser om spøgelsespiger, sorte ravne og knuste hjerter med skæv electronica og vuggende dub fra tre af landets mest krøllede musikalske begavelser? Svaret, der for længst har fanget vores opmærksomhed, er Balstyrko og består af den allestedsnærværende sangerinde Ane Trolle, rapperen Blæs Bukki og produceren Anders ‘Ormen’ Christophersen, der tidligere slog sine folder i electronica-duoen Melk.

Jeg møder trioen over en gang smørrebrød på Café Lygten i Nordvest. Med den brune bardisk, de grønne glaslamper og mundheldet »Den, der er lykkelig, mærker ikke, at tiden går«, der står malet over baren som en påmindelse til stedets gæster, matcher stedet Balstyrkos nostalgiske univers, der har referencer til dengang, en ung pige hed en frøken, og Otto Brandenburg satte danske pigehjerter i brand. Et indtryk der forstærkes af de alvorlige sort/hvide pressebilleder af trioen i en gammeldags frisørsalon og albumtitlen ‘Jagten paa noget’, der staves med dobbelt a.

»Man kan godt kalde det for moderne folkemusik. Jeg har lyttet meget til gamle danske viser af Liva Weel, Birgitte Lystager og Otto Brandenburg, da vi gik i gang med at indspille. En del af teksterne minder om gamle folkeviser, men man kan også genkende Grete Ingemann i teksterne«, siger Ane Trolle og slår over i rigsdansk, så hun lyder som heltinden fra en Morten Korch-film.

Balstyrkos vise-agtige præg har muligvis rødder i Anders Christophersens opvækst på Fyn med en far, der var spillemand, og en barndom, hvor hele landsbyen kom til folkedans i ‘Kværnen’ hver torsdag. Også Ane Trolle har fået de gamle danske sange ind med modermælken på sin folkeskole i Sorø, hvor der blev sunget flerstemmigt kor og spillet på sav og harmonika.

Tre år undervejs
‘Jagten paa noget’ er indspillet over tre år dels i et studie i København og dels i et vindblæst sommerhus ved Vesterhavet. Ved siden af indspilningerne har trioen gjort deres til at præge dansk musik- og kulturliv. Ane Trolle har udgivet album med JaConfetti og Trolle//Siebenhaar, Blæs Bukki har turneret med dancehall-succesen Bikstok Røgsystem og spillet med i teaterstykker som ‘Biblen’ på Nørrebros Teater og ‘Købmanden’ på Betty Nansen Teatret, og Ormen har blandt andet drejet på knapper for Alberte Winding og Oh Land. Men den langstrakte arbejdsproces har været en kreativ styrke frem for en hæmsko for trioen.

»Jeg tror, at musikken har fået en særlig stil, fordi vi har arbejdet på den i så lang tid. Vi har haft tid til at udvikle os i Balstyrko i stedet for at prøve at passe ind i en eller anden ramme«, siger Ane.
»Vi har snakket meget om, hvordan vi har haft det undervejs. Og vi har været igennem rigtig mange ting hver for sig. Det er måske derfor, teksterne er blevet så følsomme«, siger Ormen.
»Vi har arbejdet sammen over lang tid, så vores liv har også ændret sig meget i den periode. Der har været flere kærlighedshistorier, venskaber og omvæltninger i vores liv, som har præget musikken. For eksempel handler ‘Intet stopper helt’ om, at folk, du har kendt, altid vil være en del af dig. Hvad enten det er et forhold eller et venskab, så forsvinder det aldrig helt fra dit system«, supplerer Ane Trolle.

Blæs som sangskriver
Teksterne på albummet kredser om døden, ensomhed og livets uforudsigelighed. På albummet springer Blæs Bukki ud som poetisk sanger og sangskriver med et par selvransagende sange. En ny rolle i forhold til hans fortid som skarpladt rapper i Malk De Koijn og Bikstok Røgsystem. Men der er en særlig årsag til hans modige stilskift:

»Mit liv har været rimelig alvorligt, mens vi indspillede pladen. På den måde har det helt klassisk været musik som terapi. Men det handler også om at tage fat i nogle emner, som man ikke har berørt før. Det nytter jo ikke noget, at jeg går sammen med nogle nye mennesker og begynder at skrive sange om koner og røg«, siger Blæs Bukki med hentydning til tekstuniverset i Bikstok Røgsystem.

»Det er ikke, fordi det føles særligt rart at blotte sig så meget i teksterne. Det er en af de ting, der kan holde mig vågen om natten, når jeg tænker: »Ok, du er jo ikke rigtig sanger eller noget«. Nu lader jeg bare lidt som om det alligevel, ha ha! Men det er ikke, fordi jeg har lyst til at lægge hverken hiphop eller reggae bag mig. Jeg ville bare prøve at udforske noget nyt. Det eneste problem er så, at det skal sendes ud«, fortsætter han og griner.

Han står også bag albumtitlen ‘Jagten paa noget’, der refererer til den evige menneskelige længsel efter at være et andet og bedre sted.
»Det handler om, at alle folk har en trang til at komme videre til det næste. Hele livet har man altid en idé om, at når man får gjort det og det, så bliver det hele federe. Men det gør det også svært at være 100 procent til stede med det, man har. Og pointen er måske, at det aldrig falder helt på plads. Jagten er en del af livet«, siger Blæs Bukki filosofisk.

Supergruppe
Allerede inden de udsendte deres første single ‘Intet stopper helt’, blev Balstyrko udråbt til supergruppe på grund af deres baggrund i nogle af nyere dansk musiks mest markante grupper. Selv tager trioen dog hele hypen med ophøjet ro.

»George Harrison, Bob Dylan og Mick Jagger ville måske være en supergruppe. Men vi lavede også en fejl med at lægge musik ud på vores Myspace meget hurtigt. Det har været en meget privat proces at lave albummet. Det er jo fedt, at folk er glade for, at vi laver noget, men det var måske for hurtigt, vi inviterede folk ind«, siger Anders.

Er I bange for et stort folkeligt gennembrud?
»Jeg ville være stolt, hvis musikken kan nå bredt ud. Og ikke kun til dem der kender os i forvejen fra andre projekter«, siger Ane Trolle.
»Albummet er ikke lavet til en bestemt målgruppe. Hvis det kommer fra det rigtige sted, og folk tager imod det, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvem lytterne er,« tilføjer Blæs Bukki, inden Anders Christophersen slutter med et smil: »Det ville da være rigtig dejligt, hvis det rammer bredt. Og jeg synes bare, det er en styrke, hvis folk, der er dobbelt så gamle som os, også kan lide det. Hvis dem, der dansede folkedans i min barndomsby, får lyst til at synge med på sangene«.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue#28

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af