Maxïmo Park

Der er fart over feltet på Newcastle-bandets tredje album ‘Quicken The Heart’, hvor den går efter at sætte tempoet yderligere op. Det er tight og muskuløs guitarrock, der tilhører en generation af bands med 30 år gamle postpunk-referencer: Franz Ferdinand, Futureheads og en masse andre bands du kan sætte ‘The’ foran. På overfladen temmelig ubekymret ’glad i låget’-pop, der får modspil og tyngde af forsanger Paul Smiths dramatiske vokal og let morbide tekster inspireret af ting som nekrologer.

Den formel havde de især held med på debuten ‘A Certain Trigger’, der efterhånden fremstår som et af de store albums i dette årti. Og efter den lidt fesne opfølger ‘Our Earthly Pleasure’ synes Maxïmo Park at ville genfinde deres momentum. Noget de har alle forudsætninger for med deres stabile rytmesektion, den skarpe guitarist Duncan Lloyd og Smiths litterære stil.

Men selvom de virker tændte, så er det svært ikke at føle, at man hører den samme sang i 12 udgaver, og at de lavet det samme album for tredje gang. Dermed ikke sagt at der ikke er masser af godt at hente på. ‘The Kids Are Sick Again’ og ‘Let’s Get Clinical’ er som skabte til en våd aften i nattelivet, mens det bedste nummer ‘I Haven’t Seen Her in Ages’ nostalgisk og decideret rørende afrunder albummet, samtidigt med at det viser en åbning, som de herrer burde forfølge i næste omgang.