Down – mudrede monsterriffs fra mississippi
Hvis nogen skulle være i tvivl, så har Down rødder i New Orleans. Og denne dag havde de foruden deres fantastiske, og fantastiske sjælfulde blanding af sydstatsrock og metal desværre også taget lidt af Mississippis mudder og dynd med sig, som fra start af satte sig i lydbilledet. Med en alt for voldsom stortromme, flygtig vokal og et generelt ukontrolleret lydbillede, blev seancen med supergruppen derfor en af den slags koncerter, hvor det hjælper lidt, hvis du kender sangene hjemmefra.
Men på trods af dette formåede Phil Anselmo og co. alligevel at fyre gevaldigt op under kedlerne og skabe en stemning, der var så levende og intens, at man nærmest kunne læne sig op ad den bølge af energi, der konstant vekslede mellem band og publikum. De fem herrer nyder tydeligvis, hvad de laver, og det var specielt en fornøjelse at følge en veltrimmet og ungdommelig Phil Anselmo, der ikke har set bedre ud i mange år. Til sidst udviklede det sig nærmest til en åben jamsession og et studie i ’southern hospitality’, da medlemmer fra både Faith No More og Satyricon indtog scenen til kornfede rifs og fælleskram i en fabelagtig udgave af ’Bury Me in Smoke. Vi takker for gæstfriheden og glæder os til næste gang.