Fever Ray – frustration og fortryllelse

Karin Dreijer Andersson er en kvinde i kontrol. Både over sig selv og sit udtryk. Og hun er en kunstner uden ansigt. Fever Rays midnatsmesse blev således afholdt uden spotlight på scenen og med slørede billeder på storskærmene. Man anede kun konturerne af hendes tøjstil, der mindede lidt om Madam Skrald fra Fragglerne.

Problemet var bare, at første halvdel af koncerten var til at smide ud. For mens det var helt bevidst, at man ikke skulle se hende, så var det helt sikkert ikke tilsigtet, at man ikke kunne høre hende. De massive mikrofonproblemer blev først løst midtvejs, og det ødelagde illusionen og indlevelsen. Men derefter blev frustration afløst af fortryllelse.

Et pænt proppet Arena-telt havde set lyset i hendes mørkladne, men dog melodiøse synthpop, der både er dvælende og dyster. En musik der er tilbageholdende rent rytme- og tempomæssigt, men som er fremme i skoene rent kunstnerisk. Med bløde beats og forvrænget stemme lød det lidt som Enya på syre. Og takket være blinkende lamper, laserlys og et levende liveband kom teltet i en trancelignende tilstand, og sidste halvdel af seancen gav kuldegysninger i den varme sommernat. Men kontrollér lige mikrofonen næste gang, Karin.