Oasis – nostalgisk tour de force

Det er mere end et årti siden, at Oasis var sidste nye skrig på den engelske rockscene. Men man skal være Grauballemanden eller medlem af pensionistgruppen Gangstativerne for at lade være med at skrige og skråle med på den samling af supersange, som bandet leverede i midten af 90’erne, da de var på toppen – både kvalitetsmæssigt og salgsmæssigt. Nu om dage er Noel Gallaghers sangskabelon noget slidt. Men heldigvis har han og brormand Liam uopslidelige nyklassikere som for eksempel ‘Supersonic’, ‘Wonderwall’ og ‘Don’t Look Back in Anger’ på cv’et. Og så spiller man da bare dem i stedet.

Der er gået 14 år siden deres første Roskilde-besøg, og det skulle egentlig have været tredje gang, at de dukkede op på Dyrskuepladsen. Men deres optræden på samme scene for ni år siden blev aldrig til noget på grund af den tragiske ulykke under Pearl Jam-koncerten aftenen forinden. Men nu var de der. Og dedikerede ‘Live Forever’ til de omkomne.

Lige så stilsikker deres 60’er-farvede pubrock er, lige så sikkert et hit er den også. Koncerten, hvor de pudsede formen af inden deres tredobbelte triumftog på Wembley i næste uge, var en gang greatest hits, der i den grad gjorde godt. De nye numre var gemt væk, og det gamle guld fundet frem. Blot fem numre havde under ti år på bagen, resten var fra de gode gamle dage. Selv Liam, der sang forceret, men fantastisk, lod sig rive med og udbrød nøgternt, at han var i kommet i godt humør undervejs. Og det sker sgu ikke så tit.

Det gjorde koncerten til en nostalgisk tour de force i fællessang og fadølsfest uden de store dikkedarer. Det nytænkende og nysgerrige finder man andre steder og på andre scener. Oasis er for evigt og for altid synonym med retrorock som vor (for)fædre lavede den. Og fred være med det. Som Noel sagde sidste år: »I like my audience. They paid for my swimming pool. I’m not fucking challenging anybody«. Som sagt, så gjort. Ingen overraskelser og ingen pludselige påfund fra bandets side. Bare skidegode sange som fungerede fremragende foran en fyldt festivalplads. Tak for sangen, mates.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af