Bird

‘Less is more’ er en gammel læresætning, som den kloge popmusiker igen og igen vender tilbage til, når musikken skal gøres spiselig for publikum. Men hvor langt kan man gå, når mindre skal være mere?

Janie Price, som gemmer sig bag det undseelige alias Bird, afsøger på sin anden soloudgivelse tesen ved at gøre sin cello til eneste lydkilde sammen med sin let hæse og sensuelle stemme. Hun spiller, klimprer og banker på den forsvarsløse firstrengede kasse, så man næsten får helt ondt af den. Det er set før i mere arty sammenhænge som John Cages ‘prepared piano’ men sjældent i forsøget på at skabe pop.

Desværre er den gode idé bedre end resultatet, der står tilbage som 11 popsange, der i bedste fald kan få lidt airplay på P3. Der prøves også kræfter med coverversioner af Morrissey og Pixies, hvilket desværre ikke rækker til mere end et træk på smilebåndet over de pudsige arrangementer og blot pointerer, hvor langt der er fra den store kunst til den lille.

Price er en alsidig dame, som gennem årene har oparbejdet et imponerende cv. Hun har blandt andet spillet trommer i et punkband, gået på den prestigefulde Saint Martins School of Art og fungeret som cellist for så forskellige kunstnere som Vanessa Mae og Just Jack. Erfaringer som vil klæde kommende udgivelser. ‘Less is more’? Ikke altid.