‘Better Man’: Storfilm med cokesniffende abe som Robbie Williams er vidunderligt vanvittig og vanvittigt god
Nogle ideer er vanvittigt gode. Andre bare vanvittige.
Inden jeg satte mig i biografsædet, vidste jeg ikke, hvilket af disse udsagn der ville passe på Michael Graceys nye storfilm og instruktørens dristige valg.
Et valg, der har fået folk verden over til at stille samme spørgsmål som en vis Go’ Morgen Danmark-vært med dårligt syn og endnu dårligere dømmekraft: »Er det en abe?«
Denne gang er den sgu god nok.
For i Robbie Williams-biopic’en ’Better Man’ tager fuldblodsentertaineren (kropsliggjort af en energisk og CGI-efterbehandlet Jonno Davies) form som en oprejst og britisktalende chimpanse.
Akkompagneret af det tidligere Take That-medlems egen ærlige fortæller- og sangstemme svinger den os rundt i den farverige historie om Williams’ vej fra Stokes arbejderklassekvarter til den verdensomspændende popscene.
Det lyder rigtigt nok weird, men abe-gimmicken viser sig at være en vaskeægte genistreg. For hvilken bedre måde at indkapsle Williams karakteristiske ustyrlighed, læderbukselømlens selverklærede underudvikling og musikindustriens vilde junglelov?
Okay, det er da lidt særligt at se hugtænder og hidsig rygbehåring på en 15-årig, der har blinket sig til en plads i et upcoming boyband – endnu mere særligt at se en chimpanse få den gokket af på en bar, da gruppen rammes af pludselig og svimlende succes.
Men vi har da vist alle oplevet værre og mere dyrisk opførelse i nattelivet, og i øvrigt håndterer filmen generelt sex- og berøringssekvenser på så raffineret vis, at ’Better Man’ ingenlunde lugter af hverken animalsk eller tværartet porno.
Således er en af filmens hovedfortællinger – Robbies længerevarende, men doomed relation til All Saints-sangeren Nicole Appleton – yderst smagfuldt og ganske rørende skildret. I disse 90’er-ikoners ømme selskab præsenteres vi ikke blot for kendislivets dræbende effekt på parforholdet, men beriges også af en kuldegysningsfremkaldende ’She’s the One’-duet, da hovedkarakteren beslutter sig for/tvinges til at gå solo.
Williams’ vokal er (som ’Better Man’ selv påpeger) ikke nødvendigvis bjergtagende og hans sangskrivning ikke udpræget eminent. Men ’Escapology’-kunstnerens storladne numre og gennemtrængende nerve egner sig ualmindeligt godt til en bevægende musical.
Crooner-covers forvandles til et medfortællende bagtæppe, ’Feel’ fremstår som et rørende tapperhedsmoment, og balladen ’Angels’ beskriver hovedkarakterens sødmefulde relation til eddikechips – og til sin bedstemor (en varm Alison Steadman). Begge ovennævnte hits bliver ligeledes led i pragtstykkets bærende morale om, at alle børn har brug for omsorg og kærlig anerkendelse. Motherfucking snøft!
Filmens musikalske højdepunkt og absolutte triumf er dog unægteligt rulleskøjtebangeren ’Rock DJ’, hvor Regent Street humpes og hiphoppes, og hvor Take That’s storhedstid frydefuldt visualiseres. (P.S. Sindssygt godt og vellignende cast af ’Relight My Fire’-drengene!).
Nummeret er så suverænt, at det næsten alene berettiger ’Better Man’s eksistens. Man kunne da ellers fristes til at spørge:
Hvorfor endnu en biopic om en narkopåvirket egomand? Og så endda om en, der for under et år siden er blevet afklædt i en dokumentarserie?
Det er der nu flere årsager til, men i særdeleshed fordi Williams – i Graceys kyndige hænder – lader os komme tættere på sine op- og nedture og sin bare (og til tider idiotiske) røv end nogensinde før.
For med charme og selvironi leverer filmen en uforfængelig fantasifuld førstehåndsfortælling om traumer, talenttvivl og misundelse rettet mod Gary Barlow – og åbenbart også Oasis. Og med instruktørens teatralske ’The Greatest Showman’-muskler kreeres maleriske scener af følelsesmæssig eskapisme og druknende afhængighed i en sanselig verden, hvor både fans og douchebaggy bagmænd på vellykket vis skildres som nådesløse kødædere.
Alt dette og filmen generelt er stærkest i første del. Ikke blot fordi det er så ubærligt at overvære hovedkarakterens deroute og pinefulde vej mod mareridtskoncerten på Knebworth i 2003, men ligeledes fordi anden akt trækker en smule i langdrag og tynges af en oversymbolsk ’Plantet of the Apes’-agtig kampscene.
Den og det tilgives dog, fordi den æstetisk begavede Gracey overordnet set har flair for det dynamiske og er garant for flotte showpieces, hvilket passer perfekt til historien om musikeren, der efter sigende poppede ud af sin mors blødende skød med opmærksomhedskrævende strithår og dazzling jazz hands – noget Robbies fraværende far (Steve Pemberton) gentagne gange tager æren for.
Seniorens selvtilfredshed er sådan cirka lige så irriterende som hans sprog – han bliver eksempelvis ved med at tiltale hovedfiguren med det nedsættende »youth«. Og det er i øvrigt pisseirriterende, at han er en gedigen lorte-papa, der enten skrider fra eller udnytter sin søn.
Daddy issues er en gennemgribende motor for både Robbie og ’Better Man’, og uagtet at der er barske opgør, bevirker faderforherligende elementer, at relationen og dens medfølgende sorg fremstår uforløst.
Det er en skam, men ikke en kunstnerisk synd, hvorfor det ikke rykker ved min overordnede begejstring. Jeg er faktisk så imponeret og underholdt, at jeg uden tøven erklærer, at tyggegummidrømmen ’Wicked’ og dens to besnærende hekse er overgået af en cokesniffende abe med karismatisk møgungeenergi.
For ’Better Man’ er vidunderligt vanvittig, vanvittigt god og for mig at se årets musical.
Kort sagt:
Michael Graceys nye storfilm er en æstetisk fornøjelig fortælling om en excentrisk og (fl)abet popstjernes rise and fall. Med nerve, humor og en ærlig skildring af Robbie Williams’ sorger og røvhulstendenser er ’Better Man’ en af de bedste biopics, jeg har set.