Hockey

Portland-kvartetten Hockey debuterer med energisk guitarrock tilsat enkelte elektroniske indslag med åbenlys inspiration fra The Strokes og LCD Soundsystem. Det starter rigtig fint på den eksplosive og iørefaldende åbner ‘Too Fake’, hvor vokalarbejdet vækker mindelser om Julian Casablancas’ cool og hæse snøvlevokal. Nummeret vil med garanti kunne lokke indiefolket en tur på dansegulvet, men herefter udvikler albummet sig desværre til en temmelig ujævn oplevelse.

Gruppen klarer det nogenlunde på den lidt langsommere ‘Work’ og på den dansable og catchy ‘Song Away’, som klart har potentiale til at storhitte. Oftest har Hockey desværre en tendens til at bære deres forbilleder lidt for åbenlyst uden på tøjet, som for eksempel på den temmelig kedsommelige Bob Dylan-pastiche ‘Four Holy Photos’ hvor forsanger Ben Grubin forgæves forsøger at lyde som legenden. De fleste af sangene får derfor karakter af stiløvelser. Og foruden de førnævnte undtagelser besidder sangene ikke den melodiøsitet og det personlige islæt, som kan hæve dem over det middelmådige og upersonlige.

Hvis Hockey kan arbejde sig frem til et mere selvstændigt udtryk og smide nogle af de lidt for åbenlyse referencer og klicheer fra sig i fremtiden, kan de blive et ganske interessant bekendtskab. I denne ombæring må de dog lade sig nøje med en løftet pegefinger og at få påsat prædikatet ‘lovende’. Der er fortsat et godt stykke vej op til indierockens superliga.