Lou Barlow

Et øjeblik troede jeg faktisk, at jeg var død og kommet i indiehimlen. Præcis sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg lyttede til de to første numre på Lou Barlows nye album. Nærmere bestemt troede jeg, at jeg befandt mig i de hellige fuzztoners haller, der hvor folkpop møder overstyrede guitarer og punkenergi, og hvor ellers kun Jeff Mangum fra legendariske Neutral Milk Hotel har formået at bevæge sig hen.

Så intens og effektiv var virkningen af det fremragende åbningsnummer’Sharing’ og det efterfølgende titelnummer på Barlows første soloudgivelse siden den akustiske og lidt for følsomme ‘Emoh’ fra 2005. ‘Goodnight Unknown’ er en anderledes sprælsk og til tider fandenivoldsk udgivelse, der godt nok stadig indeholder en del trademark-blødsødne Barlow-ballader, hvor hjerte i lidt for høj grad rimer på smerte, men som heldigvis også indeholder noget af den forvrængede lofi-støj og grimhed, der blandt andet kendetegner hans nyligt gendannede band Dinosaur Jr.

Desværre er det, som det ofte er tilfældet med Barlow, balladerne der ender med at få overtaget. Og den slags sange kan han altså skrive i søvne. Undervejs bliver man dog godt underholdt af den skramlede ‘Gravitate’ og den M. Ward’ske ‘One Machine, One Long Fight’, og så sørger de sidste to numre ‘Don’t Apologize’ og den ørehængende ‘One Note Tone’ for, at de seneste bidrag til en i forvejen imponerende diskografi lige så stille og sikkert hæver sig op over middel.