R. Kelly

R. Kellys fritidsskærmydsler har i de seneste år været mere i fokus end hans musik. Men hvor han tilsyneladende ikke har noget problem med opfindsomheden i privaten, halter kreativiteten derimod mere i det, der vel stadig burde være mandens metier: Musikken.

‘Untitled’ flytter nemlig ikke det mindste på Kellys musikalske udtryk. Vi har de klassiske, kække og selvbevidste slow-jams, hvor kvinderne beriges med, hvor hed en elsker han er, og vi har de tætpakkede, dansegulvsflyttende klubskæringer med en lyd af sen-90’er-r’n’b og -hiphop. Og hele affæren er naturligvis tilsat et bas-spor så fremtrædende, at få højtalere i virkeligheden egner sig til at afspille det.

Bevares, Kelly har da lidt nye påfund i posen, men ‘Be My #2’ beviser altså kun, at disco måske ikke lige er en genre, han bør bygge videre på. Og den næsten komiske ‘Echo’ (som mest minder om R. Kellys version af Beyonces ‘Halo’) illustrer ligeledes blot, at jodlen (ja, jodlen!) heller ikke er noget, som Kelly, eller andre r’n’b-kunstnere for den sags skyld, bør kaste sig ud i.

Derimod fungerer det bedre, når han låner hos kollegaen Timbaland på den electropoppede ‘I Love the DJ’. Og Kellys notoriske hitfornemmelse fornægter sig sædvanen tro heller ikke på ‘Like I Do’ og ‘Number One’. De er måske ikke nye bud på ‘I Believe I Can Fly’, men det klæder nu engang R. Kelly bedre at være strømlignet soulpop-snedker end ‘Supaman High’ med fede håndtegn og bling bling-rap.

‘Untitled’ er en ufrivillig symbolsk og ærlig titel på R. Kellys øjeblikkelige niveau. Et niveau der måske sikrer ham et hit eller to, men som afholder ham fra nogensinde at blive bare det mindste udfordrende eller interessant.