Robbie Williams

Det er ikke enhver forundt at have udgivet otte millionsælgende album i en alder af 35 år, men det er tilfældet for popdrengen Robbie Williams. Denne gang har han dog været hele tre år om at følge op på den stærkt kritiserede ‘Rudebox’, hvis mærkværdige tag på electro-disco for nylig blev karakteriseret som karriere-selvmord af hovedpersonen selv.

Og måske er det med ‘Rudebox’ i baghovedet, at Robbie synger »Don’t call it a comeback« på ‘Last Days of Disco’. Det er imidlertid svært ikke at se ‘Reality Killed the Video Star’ som en tilbagevenden til den modne poplyd, der tidligere har kastet det ene radiohit efter det andet af sig, og som har givet Robbie sin status af popikon.

Albummet er produceret af Trevor Horn, hvis 1979-hit ‘Video Killed the Radio Star’ albumtitlen bærer en slet skjult henvisning til. Den aldrende producer er et godt match for Robbie, og han formår at holde sammen på albummets rigt instrumenterede numre, der både byder på store strygerarrangementer og mere synthprægede strukturer.

De to herrer har iført sig jagtklunset og er gået på klapjagt i populærmusikkens historie, hvor de har skudt med spredehagl, for vi kommer vidt omkring i løbet af de 12 numre. Åbningsnummeret ‘Morning Sun’ lugter af Beatles, mens ‘Do You Mind’ er AC/DC-light og ‘Starstruck’ er rendyrket George Michael-pastiche. Og selvom musical-genren godt måtte have hvilet i fred, er det med en imponerende lethed at pop-rundturen udføres, dog med den naturlige konsekvens at det virker retningsløst.

Albummet er uden tvivl kompetent håndværk – og måske endnu vigtigere for hovedpersonen selv: Et klogt karrieretræk – men det er svært at undslippe følelsen af, at det er den nemme vej at gå, når man som Robbie står i en position, hvor man kan genopfinde sig selv, som hvem det skulle være.