Snoop Dogg

Det er ikke nogen nem opgave at anmelde et nyt album fra Snoop Dogg. Man er simpelthen i overhængende fare for at gentage sig selv. Stjernerapperen er nemlig ikke typen, der fornyer sig synderligt eller fraviger den skabelon, han har brugt siden sit andet album – og ‘Malice N Wonderland’ er altså køterens 10. udgivelse.

På mange måder minder det om en tur i Tivoli. Man ved, hvad man får, men man bruger alligevel den nye forlystelse eller årets juleudstilling som undskyldning for endnu en tur i rutsjebanen. Og sådan er det også med Snoop, som sjældent overrasker men altid holder kadencen og leverer en god oplevelse eller to – og alligevel aldrig kan løbe fra at være passé og påtrængende klichéfyldt.

Det pulserende åbningstrack ‘I Wanna Rock’ og den aggressive ‘2 Minute Warning’ giver ellers rutsjeturen i rapland en flyvende start, men tomgangen indfinder sig allerede på tredje skæring: Den ulidelige ‘1800’ hvor Snoop Dogg rapper om hoes, hash og hundrede-lapper for, ja, 1800. gang over Lil Jons håbløst syntetiske beat og uinspirerende synths.

Turen fortsætter op og ned og rundt mellem polerede west coast-produktioner, karakteristisk crunk, festlige funk-eskapader med Snoops stil- og selvsikre flow som trækvogn. Det giver til tider lidt kriller i maven, men som altid stopper rutsjeturen samme sted, som den startede. Det er forbandet forudsigeligt, men også driftsikkert og med en vis drivkraft