Surfer Blood

USAs østkyst er for tiden prægnant med musik farvet af kystlivets solslikkede horisonter. Georgia har Washed Out, mens Real Estate og Ducktails rumsterer længere nordpå i New Jersey. Nu barsler syden atter med de floridanske albumdebutanter Surfer Blood. Deres fængende powerpop er mindre omtåget og mere umiddelbar end kollegaernes takter nordpå, men de suger ligeledes sommervibrationer i spandevis op af strandsandet.

Soppebasinets smule ende byder på den catchy samt næsten kritiker- og skudsikre single ‘Swim’. ‘Fast Jabroni’ er smuk og ligefrem, og kunne forveksles med et glemt Guided By Voices-covernummer. ‘Catholic Pagans’ lyder meget som kvartettens selvpåståede største inspirationskilde, nemlig tidlig Weezer, men udstiller også en af bandets børnesygdomme: Produktionen, hvor John Paul Pitts’ lyse, Shins-agtige vokal konsekvent er processeret og marineret i rumklang, virker fortænkt som en mørtel, der desperat skal sammenklistre en noget inkongruent bunke sange til et sammenhængende album.

Det virker undertiden hult og tvungent, og det er bestemt ikke alt, den svømmehalsrungende røst klæder lige godt. Omvendt matcher visse sange fint lyden, men mangler substans – eksempelvis den calypso-strittende ‘Take It Easy’ og den søvnige ‘Floating Vibes’. ‘Harmonix’ stikker også ud med nærmest Joy Division-klingende toner – en inspiration bandet har vedkendt sig i deres t-shirt-hyldest af ‘Unknown Pleasures’-artworket.

Det er en løfterig debut fra et band, der blot stadig har til gode at finde sin egen stemme. Producertricks skjuler ikke at her er stukket en del fyldstof ned blandt de ellers gyldne hooks, og at albummets spraglede retninger forvirrer.