David Byrne & Fatboy Slim
Egentlig burde det ikke overraske, at David Byrne og Fatboy Slim har stukket hovederne sammen for at udforske hinandens nysgerrige musikhjerner over et helt albumforløb. Begge d’herrer har, foruden hinandens tidligere selskab, en pæn sjat spøjse kunstner-konstellationer på samvittigheden, så hvorfor ikke forsøge at få de mange ideer til at smelte sammen til et fælles udtryk?
Alligevel er ‘Here Lies Love’ noget af en finurlighed. Albummets hovedperson er den filippinske ekspræsidentfrue Imelda Marcos, og baggrunden hviler på to af Byrnes flerårige fascinationer: Sen-70’er-disco i en cabaret/musical-ramme og den ekstravagante livsstil ekstrem rigdom kan lede til. Og voila, hermed et konceptalbum om Imelda Marcos’ turbulente liv med vægt på hendes clubbing-dage i New Yorks Studio 54-miljø!
Virkeliggørelsen af det ambitiøse tankeeksperiment er formidabelt. Fatboy Slim lægger disco-, soul- og rockbund til en perlerække af mestendels kvindelige stjernevokaler som St. Vincent, Martha Wainwright, Tori Amos og Cyndi Lauper i en tour de force af alt fra avantgardistisk calypso/salsa-disco til ‘Mary Poppins’ møder ‘Sound of Music’-teatralsk musical-strygeri. Læg dertil country-veteranen Steve Earle med den smukke ‘A Perfect Hand’, en Sia Fuller i storform på en ukulele-båren ‘Never So Big’ og Santigold i klædelige, Talking Head’ske rammer, og man har et sindrigt spindelvæv af bizarre, men vidunderligt udfordrende små musikalske perler, fuget sammen af Fatboy Slims elegante og vidtfavnende produktioner.
Dette er David Byrnes ‘Smile’ og et perfekt argument for berettigelsen af konceptalbummet som begreb.