Devo

Selvironi og en skæv form for ærlighed har altid gået hånd i hånd hos det amerikanske new wave- og electropop-band Devo. Født ud af 70’ernes art school-miljø i Akron, USA markedsførte de sig hurtigt iført kedeldragter og ikoniske ‘Energy Dome’-hatte, mens de højlydt proklamerede, at menneskeheden var i gang med at udvikle sig mod større og større dumhed – en smuk form for de-evolution.

Fire årtier senere er Devo stadig i live, og »It’s all the same / there’s nothing new«, som de selv synger. Lyden er grundlæggende den samme bygget op omkring huggende synthriff, dunkende bas-sequencers og fræsende guitarstøj. Tekstuniverset opererer stadig med slogangagtige tunge-i-kind-observationer af den vestlige verdens imponerende evne til at køre sig selv i sænk, og det er da heller ikke uden grund, at Devo tidligere har kaldt sig Titanics selvudnævnte husorkester.

Devo har alle dage været mere end blot et band. De er en idé, en følelse, en sammenhæng. Men at de aldrende amerikanere stadig kan få den humoristiske musikmaskine til at fungere, skyldes alene evnen til at kombinere en imponerende tæft for at levere langtidsholdbare melodier og selverkendelse om rækkevidden af egne evner. Her tages ingen chancer og forsøges ikke med erobring af nyt musikalsk land. Devo gør det de er bedst til. Og det gør de stadig bedst af alle.