Volvoe

Nogle vil måske tro, at en anmelders største fornøjelse er på det groveste at nedsable en udgivelse. Når Volvoe debuterer med et album, som angiveligt har været seks år undervejs, og som jeg uden tøven vil opfordre til en tur tilbage til tegnebrættet, så er jeg dog helt uden sadistisk glæde over at nedgøre nogens drømme og længsler. Men Volvoe gør sig selv en bjørnetjeneste ved at slå et alt for stort brød op, for der er flere klumper i dejen, end godt er.

Den rutinerede lydmager Morten Bue skaber en bombastisk produktion, som er ekstremt ubekvem for bandet. Især sat op mod de usle tekster, der vidner om et ubehjælpsomt dårligt engelsk, der har kiksede udfald som »Faults that get organized!« (‘Organized Faults’), »I want to fuck a highway commercial girl!« (‘Granted’) og »Hey, hey, hey you / Call me / I need you to / Did you say? / I do / Hey, hey, hey you« (‘Kaospop’).

Når sådant leveres med stor selvsikkerhed, nærmer vi os det ufrivilligt komiske i største hast. Den electropop med aner fra navne som Depeche Mode og Placebo, som Volvoe spiller, lægger sig lidt for mageligt i forlængelse af Spleen United og Veto, blot i en tyndere udgave. Det er simpelthen ikke nok at have attitude og ego. Det kaster i virkeligheden en stor skygge over bandets egentlige identitet.

En stjerne for den, der fornuftigt besørger keyboard og elektronik. En halv stjerne for hitpotentialet i ‘Granted’ og en halv stjerne med oprigtig god vind til, at Volvoe træder mindre vaklende ned ad musikkens snoede stier i næste omgang.