Nisennenmondai

Fluxus-kunstneren Al Hansen, i musikalske kredse bedst kendt som Becks bedstefar, sagde engang: »Find dig en væg, og bliv ved med at slå hovedet mod den. Selv om du aldrig laver så meget som en bule i den, så er det stadig DIN væg«.

Nisennenmondai synes at efterleve den filosofi, ihvertfald i musikken. Indædt repetition er knastakslen hos den japanske tøsetrio, og med udgivelsen af ‘Destination Tokyo’ her i Skandinavien åbner de endelig ruterne til hjemlandet, dog med mellemlanding i krautrockens arnested, Düsseldorf. Fascinationen af den genre er nemlig åbenlys med Sayaka Himenos energiske, motoriske og schweizerurværks-præcise trommespil, der gennemsyrer albummet.

For spareskillingerne får man sølle fire, gennemsnitligt ti minutter lange, skæringer, plus det lille midter-intermezzo ‘Miraabouru’, som introducerer ‘Mirrorball’ ved at lade de tre piger genfortolke nummeret i smølfe-opspeedet beatbox-form. Lidt unødvendigt, for netop albummets B-side – førnævnte ‘Mirrorball’, og titelnummeret – fungerer uovertruffent i sig selv. Førstnævnte byder på lag-på-lag af priklende og postpunkede guitar-temaer, ikke ulig ESG’s naive no-wave dansefester, mens sidstnævnte nikker respektfuldt mod Neu! med sit milde, pulserende en-akkorders groove.

Billetten til Tokyo-ekspressen og et Konichi-wa til Nisennenmondai afhænger i stedet af, om man magter albummets mere krasbørstige og eksperimenterende første halvdel. På ‘Souzousuru Neji’ dyster guitarist Masako Takada i Sonic Youth-disciplinen: At få guitarstøj til at lyde som alt andet end… ja, guitar! Og ‘Disco’ er sikkert for kakofonisk og kaotisk for andre end piberygende musikekstremister i rullekravesweatere. Novicer bør måske starte kraut-eventyret andetsteds, for albummet er en monoton, indspist og voldsomt polariserende lytteoplevelse, man ender med enten at elske eller hade.