Salem

Genrer er en sjov størrelse. Med mindre man spiller rendyrket metal eller pop, oplever de fleste bands genrer som et klaustrofobisk kvælertag. Omvendt skaber genrer fællesforståelse og reference for fans og journalister, og for sidstnævnte kan der gå sport i at navngive den næste nye af slagsen. Sidste år var det dreamwave. I år er det witch house (også kaldet haunted house og drag), der hypes i krogene. Og nu skal amerikanske Salem, witch house-bannerførerne, bevise ‘genrens’ værd over et helt album.

Og det slipper de fint af sted med. Bandet slæber sig af sted som et spøgelse på krykker, og apropos så lad være med at se gyserfilm, før du lader dig indhylle i Salems sibirisk kolde vintersynths og creepy, manipulerede rapvokaler og sirenesang. Ligesom Sleigh Bells dyrker Salem det overstyrede og henter inspiration i crunk-hiphop, men erstat her ‘fest og ballade’ med ‘død og uhygge’. Stjerneeksemplerne er den seje, superminimalistiske ‘Trapdoor’, der kombinerer lyden af et biluheld med hysterisk komprimeret crunk-lilletromme, og ‘Redlights’, hvis sværmerisk blafrende hi-hat-hvirvler ville være ren øreguf for Three 6 Mafia.

Selv om det bliver lidt for monotont i længden, og førnævnte højdepunkter tidligere har rumsteret på ep’er, har Salem skabt en forfriskende krydsbefrugtning af modsatrettede genrer og fremtryllet en komplet kompromisløs lyd. Faktisk soundtracket til en isvinter i helvede. Og genren? Kald det, hvad du vil, og nyd det, mens det er hipt. Imens spejder vi journalister efter 2011’s mærkat.