Fran Healy

Mens Radiohead tog et dybt kig ned i navlen, og Coldplay blev til U2, udviklede Travis sig til… ja til hvad egentlig? Deres album i de seneste ti år har i bedste fald været småfesne, men måske skal det kreative limbo brydes nu, hvor forsanger og sangskriver Fran Healy solodebuterer. Og hvis et Travis-album uden alle de rockede øjeblikke lyder som en god idé, så er det her et album for dig.

Det giver dog ikke just bonus på Healys coolness-konto, som i forvejen står i overtræk. Til gengæld lyder det som et kærlighedsværk for skotten, der virker tilpas i en lidt mere løs formel, hvor han har mulighed for at prøve ting af, og man får indtrykket af at et ‘coming of age’-album for den efterhånden rutinerede herre med den lyse stemme.

‘Sing Me to Sleep’ gæstes af Neko Case, men er et mindre vellykket forsøg på en Nancy Sinatra & Lee Hazlewood-sag. Andetsteds gæster selveste Paul McCartney, der spiller bas på ‘As It Comes’, men før det får de inkarnerede Beatles-fans til at pine deres altid hårdt ramte pung, så vil ingen have gættet det i en blindtest.

‘Wreckorder’ er måske ikke en decideret kreativ opblomstring for Healy, men i det mindste rummer den interessante, nysgerrige øvelser, og for første gang i lang tid lyder det som om, Healy er engageret i sin egen musik.